Til forsiden

IT-TEMA

Automatiseret front-office:

Kontantindbetaling blot et step på vejen

Kassefunktionen vil forsvinde. Indbetaling af kontanter og check skal ske i automater, men egentlig arbejder Carsten Jensen, SDA, for at reducere kontanter.´

 

Af Steffen Torvits

For Carsten Jensen, systemchef i Sammenslutningen af Danske Andelskasser, SDA, er håndtering af kontanter gammeldags og giver ikke i sig selv værdi. Værdien skabes ved rådgivning af kunden, hvor det primært er Andelskassen som kontakter kunden for at afdække kundens behov – ikke omvendt. Men kontanter vil fortsat være en nødvendig del af vores samfund.

Derfor – og af hensyn til sikkerheden - har SDA arbejdet for at automatisere kassefunktionen, men både kulturen og teknikken giver udfordringer:

”Det handler om, at kunderne får den rigtige fornemmelse, når de slipper kontanterne ind i et hul uden at vide, hvad der sker bagefter. Hvis teknikken samtidig driller, er det ikke let,” siger Carsten Jensen.

 

Kunderne parate

”Problemerne har især været lang tid pr. ekspedition og seddelgenkendelsen. Det er ikke tilfredsstillende for kunden at få afvist sedler, som ellers ser fornuftige ud. Omvendt er teknikken afhængig af, hvordan kunderne har behandlet sedlerne.”

Men når først det fungerer, er kunderne parate til at bruge systemet. Så Carsten Jensen er sikker på, at det vil vinde indpas.

”Man er jo vant til det fra tankstationer,” fastslår han og understreger, at personalet i Andelskasserne har gjort en aktiv indsats for at udstyre kunderne med kort.