Til forsiden

IT-TEMA

Kampen om it-kompetencer skudt i gang

Stigende krav til kapital - det bliver dyrere og mere besværligt at drive bank.

Ingen til at håndtere mainframe, men gerne computerspil.

 

Det er fremtidsudsigterne i en analyse fra CFIR, der redegør for it-kompetencerne og kompetencebehovet i finanssektoren.

 

Af Steffen Torvits

 

Hvordan sikrer finanssektoren, at den vinder fremtidens globale konkurrence om de rigtige it-kompetencer?

Det spørgsmål har CFIR, Copenhagen Finance IT Region, sat sig for at besvare ved en omfattende analyse af kompetencerne i finans- og it-sektoren.

Relevansen er oplagt. It-systemerne og -medarbejderne er en helt grundlæggende faktor for finansielle virksomheder.

Analysen viser, at der kan blive kritisk mangel på medarbejdere, der kan håndtere de eksisterende systemer, og at kampen om akademikerne, der skal udvikle og implementere de nye systemer, kan blive meget hård. Specielt da finanssektoren ikke står øverst på de it-studerendes hit-liste.

 

Virksomheder må selv uddanne

Et af de kritiske områder vil blive rekruttering af medarbejdere, der kan arbejde med de eksisterende mainframes (legacy-systemer). Virksomhederne i undersøgelsen har peget på, at der på uddannelsesinstitutionerne slet ikke undervises i systemerne, og interessen mangler.

”Det er ikke nemt at rekruttere til disse uddannelser, de studerende strømmer ikke til,” fortæller Martin Zachariasen, institutleder på Datalogisk Institut, Københavns Universitet. Han henviser til, at finans-it er i konkurrence med emner som computerspil og programmering til mobile enheder.

Konsekvensen er, at bankerne fremover selv skal stå for uddannelse i systemerne. Men udfordringen vil fortsat være at finde medarbejdere at uddanne. Desuden vil der fortsat gå lang tid, fra en medarbejder er ansat, til at vedkommende bidrager til forretningen.


Fakta om CFIRs kompetenceanalyse:

”Analyse af fremtidens kompetencebehov i krydsfeltet mellem finans og it”

 

Målet med analysen er at sikre virksomhederne i finans- og it-sektoren i Danmark (og specielt) Øresundsregionen adgang til kvalificeret arbejdskraft og sikre sektorens medarbejdere relevante uddannelsestilbud.

Analysen afdækker de eksisterende kompetencer, undersøger forholdet mellem udbud og efterspørgsel på forskellige kompetencer og vurderer fremtidens kompetencebehov.

Analysen af kompetencer hos medarbejdere og ledere er gennemført februar-maj 2010 blandt medlemmerne hos PROSA, DJØF og Finansforbundet. Analysen af virksomhederne og deres holdninger er gennemført blandt udvalgte medlemmer hos Finansrådet og DI ITEK.

De nævnte organisationerne er alle partnere i analysen.

Resultaterne er udgivet juni 2010 i ”Analyse af fremtidens kompetencebehov i krydsfeltet mellem finans og it”. Rapporten er udarbejdet for CFIR, Copenhagen Finance IT Region, af Teknologisk Institut.

CFIR er en non-profit organisation med partnere i finans-, it- og undervisningssektoren.

Rapporten og forslag til strategiske tiltag kan hentes på www.cfir.dk