193 mia. kr. af en statsgaranti på 364 mia. kr. er udnyttet
De mange treårige statsgaranterede obligationslån har øget udlandets investering i danske obligationer med op mod 20% og polstret de danske institutter mod en eventuel indlånsflugt. Det er usikkert, hvad obligationerne kommer til at betyde for mulighederne for at opnå fornuftig placering af frie midler og opsparing. Desuden er det usikkert, hvad der skal ske om tre år.
Af Maria Steffensen, Susanne Lindø og Bjarne Jensen
Finansiel Stabilitet har ved udgangen af 2010 givet tilsagn om individuel statsgaranti for låneoptagelse under Bankpakke 2 til 63 penge- og realkreditinstitutter. Den samlede garantistillelse løber op i 364 mia. kr., der er givet for obligationer som skal udstedes senest ved udgangen af 2010 og som maksimalt kan løbe over tre år.
Garantiordningen er et led i Bankpakke 2 og består i, at staten garanterer rentebetalingen og tilbagebetalingen på lånene.
Med EU’s tilladelse er ordningen blevet forlænget, så institutter har mulighed for at søge om garanti frem til udgangen af 2010. Det er dog den almindelige forventning, at ingen vil benytte sig af dette, simpelthen fordi den præmie, som skal betales for garantier efter 30. juni, gør ordningen mindre attraktiv for institutterne.
Hemmelige vilkår
Finansiel Stabilitet fastsætter for hvert enkelt institut den risikopræmie, som skal betales for statsgarantien. Alle institutter, som lever op til lovens krav om solvens, kan søge om statsgarantien, men Finansiel Stabilitet har oplyst, garantier i flere tilfælde er bevilget med særlige vilkår, som skal sikre det forsvarlige i at indgå aftalerne.
Se oversigt over de banker, som har udnyttet den individuelle garanti, fordelingen af valuta og de fem største låntagere
