Realkredittens milepæle

2007: Lov om Særligt Dækkede Obligationer
Loven om SDO'ere trådte i kraft den 1. juli for at honorere nye EU-regler. Alle realkreditforeningslån er en slags SDO’ere, men det er nyt, at bankerne nu har mulighed for at udstede SDO'er. Det er også nyt, at udsteder skal overvåge værdien af pantet i hele lånets løbetid og ikke som hidtil kun ved låneoptagelsen. Falder boligpriserne, så lånet kommer til at overstige 80% af handelsværdien, skal udsteder stille ekstra sikkerhed til obligationernes ejere.

2003: Afdragsfrie lån
Mulighed for afdragsfrie realkreditlån indføres 1. oktober.

2002: Finansiel virksomhedslov
En større lovændring fandt sted i sommeren 2003, hvor Folketinget vedtog lov om finansiel virksomhed, der samlede seks hidtidige love for den finansielle sektor i to love: Lov om realkreditobligationer og realkreditlån mv. og lov om finansiel virksomhed.

2000: Tolagsbelåningen
To-lagsbelåningen blev afskaffet for landbruget, og denne belåning forsvandt dermed helt.

1997: Rentetilpasningslån
De såkaldte flekslån eller rentetilpasningslån indføres.

1989: Realkreditreform
Den nye realkreditlov blev indført for at opfylde en række EF-direktiver. Med loven blev det muligt at oprette nye realkreditinstitutter som aktieselskaber, og de eksisterende institutter kunne omdanne sig til aktieselskaber.

Før loven var der BRFkredit, Kreditforeningen Danmark (senere Realkredit Danmark), Nykredit, Industriens Realkreditfond (senere fusioneret med Nykredit) og DLR (senere DLR Kredit A/S).

Efter loven kom nye institutter til: Danske Kredit, Landsbankernes Reallånefond (genoprettelse - senere LR Realkredit), Totalkredit (genoprettelse - tidligere Provinsbankernes Reallånefond), Nordea Kredit (tidligere Unikredit), FIH Realkredit og senest BG Kredit. Danske Kredit og BG Kredit fusionerede med Realkredit Danmark i 2001.

1980: Tolagsbelåningen
Tolagsbelåningen blev afskaffet for belåning af ejerboliger og fritidshuse.

1970: Realkreditlov og -reform
Realkreditloven betød store ændringer: Der blev indført lavere lånegrænser, kortere afdragsfrister og begrænsninger i de formål, der kunne finansieres med realkreditlån. Tre-lagsfinansieringen blev erstattet af en to-lagsfinansiering, og antallet af realkreditinstitutter blev reduceret gennem fusioner.

1959: Trelagsbelåningen
Efter 2. Verdenskrig var kredit- og hypotekforeningerne tilbageholdende med långivningen, og der opstod behov for yderligere finansiering af boliger (3. lagsprioritering). Det førte til dannelse af realkreditlånefonde, selvejende fonde som ikke at kræve solidarisk ansvar af låntagerne. Disse institutter ydede lån op til 60 procent af ejendomsværdien. Blandt fondene var Byggeriets Realkreditfond, Dansk Landbrugs Realkreditfond og Danmarks Skibskreditfond.

1936: Hypotekforeningslov
Kreditforeningerne kunne yde lån op til 60 procent af ejendomsværdien. Det var ikke nok, så i slutningen af 1800-tallet kom hypotekforeninger, som kunne supplere långivningen op til 75 procent af ejendomsværdien(2. lagsprioritering). Den første hypotekforening blev stiftet i 1895, men først i 1936 fik hypotekforeningerne en lov. Der skyldtes bl.a. skepsis fra lovgivers side om hypotekforeningernes levedygtighed.

1850: Kreditforeningslov
Der var opstået et voldsomt lånebehov bl.a. som følge af landboreformen i slutningen af det 18. århundrede og de private låns begrænsninger. I 1850 fik man den første kreditforeningslov, hvor kreditforeninger var foreninger af låntagere, der hæftede solidarisk.

1797: Kreditkassen
Det første danske realkreditinstitut - Kreditkassen af Husejere i København - blev oprettet i 1797. Baggrunden var Københavns brand i 1795, hvor mere end 900 ejendomme nedbrændte til grunden, og mange andre blev beskadiget. Skaden blev opgjort til 4,5 mio. rigsdaler, men byens eneste brandforsikringsselskab - Københavns Brandsikring – kunne kun dække halvdelen. Staten måtte træde til, og det blev obligatorisk at brandforsikre ejendomme.

Husejernes Kreditkasses virkede kun i København og blev oprettet på initiativ af långiverne - ikke af låntagerne som de senere kreditforeninger. Det skyldes, at der dengang maksimalt kunne kræves 4% i rente. Når renten ikke kunne være højere, var det væsentligt med sikkerheden, som man opnåede med solidarisk hæftelse for låntagerne. Desuden var lånene opsigelige fra kreditors side.

Kilde: Realkreditrådet m.fl.