Til forsiden

Bankinfo mener:

 

Individuelt solvensbehov mere gennemskueligt

Beregninger af de individuelle solvensbehov i bankerne bliver fremover mere sammenlignelige. Finanstilsynet har med dets nyeste vejledning fastlagt en mindste fællesnævner og gjort dets fortolkning af beregningerne mere gennemskuelige. Det er positivt for alle parter, mener Bankinfo.

  

Af Steffen Torvits og Claus Schroll

  

I en række tilfælde det seneste år har Finanstilsynet pålagt bankerne at øge deres beregnede solvensbehov.

Nu har Finanstilsynet udsendt en ny vejledning om tilstrækkelig basiskapital og solvensbehov for kreditinstitutter. Vejledningen henvender sig primært til mindre- og mellemstore pengeinstitutter.

Der ser ikke ud til at være tale om en direkte stramning i forhold til kapitaldækningsregulativet, men Finanstilsynets fortolkning af de brede formuleringer i regulativet bliver klarere og mere gennemskuelige. Både for bankerne selv og for omverdenen.

  

Mindste fællesnævner

Ud fra dette må vi forvente, at bankernes solvensoverdækning – dvs. forskellen mellem solvensbehovet og den aktuelle solvensprocent – giver et mere entydigt signal om soliditeten af det enkelte pengeinstitut.

Helt entydigt bliver det dog ikke, for selvom bankerne følger retningslinjerne, er det ikke en garanti for, at Finanstilsynet er enigt. ”Såfremt der er risikoelementer i (…), der ikke er medtaget i vejledningen, skal kreditinstitutterne dog fortsat inddrage de pågældende risikoelementer i opgørelsen af solvensbehovet,” hedder det således i indledningen.

Reelt er der således tale om en mindste fællesnævner.

Endvidere er kreditvurdering, som Bankinfo tidligere har påpeget, ikke en eksakt videnskab. Der vil i praksis fortsat i stor udstrækning være forskellige fortolkninger af sikkerhed og risici ved de enkelte engagementer.

Det bliver derfor interessant at se, om vejledningen trods dette, i praksis vil skabe bedre overensstemmelse mellem bankernes egne beregninger og Finanstilsynets. Og hvordan vejledningen vil påvirke niveauet for bankernes individuelle solvensbehov.

Læs nyheden på bank-info.dk

Læs Finanstilsynets vejledning